Claus & Carina....... i Kina     

 

Indbyggerne og livet i Zhuhai

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

<< RETUR

Livet, atmosfæren og menneskene i Zhuhai...

Livet i byen er utroligt svært at beskrive i dette korte afsnit, men byen har ligesom alle andre byer forskellige sociale lag. Men der er stor forskel på den rige og fattige i Zhuhai. Der er naturligvis alle de succesrige forretningsfolk i store BMW’er og Mercedes’er og en stor middelklasse, men dem vil vi ikke fokusere på her, da de er ret uinteressante.

 

Der er ingen tvivl om at Zhuhai er en meget rig og smuk by i forhold til andre byer i Kina, men der er stadig mange fattige i bybilledet. Hvad laver de egentlig for at overleve i disse omgivelser?

 

Hele byens utrolige flotte grønne midterrabatter, vejkanter, bede og park arealer giver beskæftigelse til ufatteligt mange gartnere. I denne hede skal der vandes konstant, samt klippes og luges meget ofte. Alle vejene bliver desuden fejet med hjemmelavede kvist-koste, så vejene i bymidten er fanatisk rene i forhold til hvad vi kender fra Danmark.

 

 

I Kina har mange ting en meget længere livscyclus end i Danmark. Ting bliver genbrugt i en meget større grad og dette skaber en ”undergrundsbranche” af indsamlere, købere og sælgere af skrald. Hos de fleste firmaer er der ofte besøg fra købere af f.eks emballage, som giver et lille beløb for at få firmaet efterladenskaber. Dette kan han så trække rundt på sin lille vogn eller cykel og sælge et andet sted i byen til en lidt højere pris. Priserne afhænger meget af om emballagen er intakt uden huller osv. Samtidigt kan man ofte se disse købmænd stå og bytte skrald, da de måske hver især har et kerneområder og så bytter flaske-manden f.eks sit pap for nogle flasker istedet.

 

 

Overalt i byen er der i hundredevis af små boder, hvor der sælges specielle frugter, nødder eller lignende. Mange af frugterne er ikke nogle vi har derhjemme i Danmark og priserne er ufatteligt lave. De fleste frugter bliver plukket ude på landet og transporteret ind til byen på knallerter.

 

 

 

En af de triste ting, der foregår i byen er desværre prostitution. Specielt omkring det kinesiske nytår i slutningen af januar er der virkelig mange unge piger på gaden og ligesom mange alfonser i baggrunden. Eftersom der er mange fabrikker i Zhuhai, er der også mange lavtlønnede fabriksmedarbejdere og byen har mange fristelser for unge mennesker – tøj butikker, biografer, diskoteker osv. Derfor har mange af de unge piger brugt en del af deres penge ved årets udgang og de er derfor ikke i stand til at aflevere de 80-90% af deres årsløn, når de skal hjem til fødebyen og afregne med familien. Konsekvensen kan være tørre tæsk af far og dette får desværre mange piger til at tilbyde sig selv for få penge.

 

 

Hvis man står lidt tidligt op og tager sig en tur i byen, skal man ikke langt før man ser personer udøve ”Tai chi”. I parker, stadions, parkeringspladser, på stier, ved vandkanten – ja, overalt kan man opleve specielt ældre mennesker udøve disse Tai Chi øvelser. Tai Chi går ud på at lave meget præcis koordinering af sine arm og ben bevægelser og selvom det foregår utroligt langsomt, så skulle det efter sigende være virkeligt hårdt og udøverne sveder ofte også som besatte. Nogle dyrker Tai Chi uden noget instrument i hånden, mens andre bruger vifter eller sværd.

 

 

 

Som sagt ligger Macau halvøen lige ved Zhuhai og der er en grænseovergang i Gongbei, hvor man kan krydse grænsen til bens. Her foregår simpelthen en transport, som man ikke kan tro før man ser det med sine egne øjne. Hundredevis af kinesere tjener dagligt penge på at smide varer op på en lille trolley vogn og trække dem til modsatte side. Hvis der f.eks er tilbud på Keldsen småkager på Macau siden, hentes et par kasser til Zhuhai, mens Zhuhai siden har billigere Red Bull sodavand, der så kan transporteres til en Macau køber.

 

 

På vejene kører mange små knallerter med to kæmpe blå tønder - en på hver side. Disse tønder er mange gange fuldt med overskudsmad fra restauranter osv. og hele suppedasen køres nogengange kilometervis ud på landet, hvor det koges i 2 dages før det bliver serveret for de sultne svin.

 

 

Trafikken har en overflod af taxa’er og her er næsten alle chaufførerne mænd – har kun set en kvindelig taxa chauffør og det må siges at være modigt. Meget af deres dag går med at vente på kunder eller køre opsøgende rundt i gaderne.

 

 

 

Om sommeren ses der en del blomstersælgere i trafikkens gadekryds. Disse kvinder sælger to sammenbundne bundter af hvide blomster med så naturlig og kraftig en duft, at Wunderbaüm blot virker som en Old Spice parfumeret spånplade. Når bilerne holder for rødt lys, kommer blomsterpigerne gående mellem bilerne og for kun 1 yuan (70 øre) har man en ufarlig, frisk duft i bilens kabine.

 

 

Zhuhai’s placering skyldtes i høj grad kysten og dermed har fiskeri altid spillet en stor rolle for mange af Zhuhai indbyggere. Selvom byen bliver mere og mere industrialiseret ses der stadig ufattelig mange aktive store og små fiskere, som hver dag forsyner alle restauranterne med frisk sea food.

 

 

 

Med så stor forskel på rig og fattig i Zhuhai, så skabes der også et stort behov for beskyttelse og overvågning i de forskellige velhavende boligområder. Derfor er der utroligt mange vagter i Zhuhai, der bevogter indgange og patruljerer omådet. Ofte er det blot unge drenge i flotte uniformer udstyret med en walkie talkie, men det giver en stor tryghed at hjælpen er nær, hvis der skulle ske noget.

 

 

Zhuhai er en attraktiv by at starte et firma op i og derfor er der ofte brug for bestilling af dragedans til åbningsceremonierne af de nye firmaer. Medarbejderstaben tæller trommerslagere, akrobatiske unge knægte til dragen og en form for coach, der dirigerer deres placeringer, taler med kunden og leder flokken.

 

 

 

Zhuhai har et væld af fantastiske restauranter – tusindevis - og der er derfor brug for mange ekspeditricer, kokke, managere, opvaskere osv. Nogle af de helt store restauranter i Zhuhai har helt op til 300 ansatte med plads til 3000 kunder over en dag! Andre steder på gadeplan sidder en person med hvad der svarer til almindelig grill foran sig og smider dejligt, krydret kyllinge-, svine- eller oksekød på risten efter dit ønske.

 

 

 

Udfra erfaring fra andre byer, som f.eks Macau hvor tusindevis af scootere dominerer bycentrum, har Zhuhai begrænset scootere i byen ved at stoppe for licenserne. Fra d. 1. juli 2005 har man nu forbudt el-køretøjer og man kan se hvordan politiet ofte konfiskerer disse køretøjer.

 

 

Sproget – kinesisk er faktisk 2 sprog – mandarin og kantonesisk. Det vi lærer herude er hovedsproget mandarin og sprogene er meget forskellige. Iflg. kolleger er det så forskelligt at mange kinesere forstår ikke hinanden pga. denne sprog barriere – dette må betyde at det ene sprog ikke bare er en dialekt af den anden!

 

 

”Feng Shui” (en form for regelsæt omkring indretning, placeringer og harmoni) har virkeligt slået igennem derhjemme i øjeblikket. Men for de fleste kinesere, har dette været en del af deres hverdag det meste af deres liv. Før man køber et hjem tager mange kontakt til en Feng Shui ekspert, som så vil råde eller fraråde købet. Ligeledes kan overtro ødelægge et helt bolig kvarter – der er eksempler på boligområder i byen, hvor ingen ønsker at bo, da en håndværker døde under opførslen af området. Andre byggerier er svære at lokke folk til, da det ligger oven på en gammel kirkegård og stedet derfor skulle være meget hjemsøgt af spøgelser.

 

 

Bjerget i Zhuhai betragtes som værende en sovende drage og sagnet siger at den dag hvor dagen vågner og forlader Zhuhai, vil området forfalde og al business vil gå i stå. Derfor gør man alt for ikke at vække den. Da bjerget, som havde 3 større bydele liggende omkring sig, skulle have ført en tunnel igennem sig, afholdte man ceremonier med røgelse og andre kinesiske traditioner for ikke at vække dragen. Desuden ville man heller ikke flytte et stykke klippe ude ved kyststrækningen da kystvejen skulle laves, for dette klippestykke var jo dragens klo og vejen måtte derfor naturligvis drejes udenom.

 

 

 

Mange steder i byen ser man ufærdige bygninger i gadebilledet. Dette er simpelthen projekter, hvor bygherren er løbet tør for penge og så stopper man blot byggeriet øjeblikkeligt og lader det hele forfalde. Herefter flytter mange gange fattige mennesker ind i disse store beton skelleter. Det er synd, fordi det skæmmer virkelig de flotte gader og det vil koste en formue at rive det ned igen.

 

 

 

Det er naturligvis umuligt at nævne alle de forskellige beskæftigelser og små finurligheder, men vi håber disse eksempler har givet et lille indblik i, hvad man kan se i Zhuhai’s gadebillede. Der er ingen tvivl om at Zhuhai vil fortsætte sin udvikling og man kan næsten se forandringer hele tiden. Så vi er klar over, at hvis vi får muligheden for at besøge byen igen, så er byen ikke til at genkende igen. 

 

clausogcarina.dk © 2005 • Privacy Policy • Terms Of Use